Gratis koncert med “DEN SYVENDE SØN” som duo
Michel Bellis karakteristiske vokal, brødrene Winbergs symbiotisk swingende bund, Mads Jensens orgel og tangenter, der bryder og samler og Mikkel Grues smagfulde og til tider rivende guitar er tilsammen Den syvende søn. Denne fredag får vi fornøjelsen af bandet i duo-format når Michel Belli og Mikkel Grue kommer til Bygagergaard.
Beatorkestret Den Syvende Søn har eksisteret i ti år og udgav i 2013 deres selvbetitlede debutalbum. Albummet indeholdt bla. singlen ’Hun Sagde Han Sagde’, hvor Maya Albana var med på vokal. Nummeret blev et lille hit og fik masser af afspilninger på blandt andet P6 og P4. Debuten blev fulgt op af ’Den Syvende Søn (II)’ i 2016 og senest albummet ’Trods’ i 2020. Titelsangen fra ’Trods’ blev også et ganske solidt radionummer.
I 2023 - ti år efter debuten - er Den Syvende Søn så klar med deres nyeste udspil. Et album hvor indspilningsprocessen har været markant anderledes end på de foregående plader. I stedet for at det hele skulle være hurtigt og effektivt, har indspilningerne denne gang været en bevidst længerevarende proces. Det krævede fire ture i studiet i en periode fra april 2021 til august 2022 før det, som bandet selv kalder deres mest modne plade, faldt på plads. Undervejs kiggede både Mathilde Falch og Peter Belli forbi og gav deres bidrag med. Selvom processen har været en smule anderledes denne gang, og numrene også peger i nye retninger, så det stadig en meget Syvende Søn’sk plade med referencer til 60’er-beat og psykedelisk rock. Albummet er som forgængeren ’Trods’ produceret af Christian Ki, og besætningen er også den samme.
Den Syvende Søn som duo:
Michel Belli, vokal
Mikkel Grue, guitar
LANGBORDSMIDDAG
Du kan deltage i langbordsmiddag med aftensmad i vores café kl. 18.00. Madbilletter koster 250 kr. for en voksen og 125 kr. for et barn (2-12 år) KØB BILLETTER HER