Vi glæder os til at få besøg af Kurt Wiinholt med band denne aften.
Efter mange års musikalsk samarbejde med andre, udgav Wiinholt sit
første soloalbum i marts 2024.
For Kurt Wiinholt Poulsen har musik fyldt en væsentlig del af hans liv, siden han som 13-årig stod på en scene første gang med sine brødre.
I ungdomsårene spillede han i bandet Venus og senere
Brotherhood in trouble, der optrådte adskillige gange på
forskellige klubscener i København og omegn i 90’erne.
Siden har han turnéret, samarbejdet og medvirket på
diverse albums med b.la Michael Falch, Michelle Birkballe,
Bellami Brothers, Peter Viskinde, Hul i hækken, BJöRN m.fl.
Aktuelt medvirker han som co-writer, med-producer og
guitarist på Rie Rasmussens første
solo-album Landet.
De fleste vil nok bedst kende ham fra det mangeårige
musikalske samarbejde med tvillingebroren John Poulsen i
bandet Twiins (tidl. Twiinsmission) med hvem han har
udgivet 4 albums og turnéret med.
Nu har den 58-årige musiker udgivet sit første soloalbum. En mangeårig drøm, der ser sin virkelighed på, hvad der føles, som det helt rigtige tidspunkt i hans musikalske karriere. Et album,der indeholder en palet af dansksproget originalmusik med sjælfulde sange fra hjertet. Med et tekstunivers, der bevæger sig rundt i betragtninger og tanker fra, når man befinder sig midt i livet.
En tur ned ad Mindernes Alle’ med tanker på det der var, det der er og det der kommer.
Med et afsæt fra erfaringer og samarbejde med bla. ovennævnte kunstnere gennem tiden, har Wiinholt fundet sit eget lydunivers, hvor han har været tro mod sit ønske om at skabe et personligt album med lidt kant.
Albummet er lavet i samarbejde med mangeårige, samt nyere musikalske kollegaer og venner;
Peter Wegener (keys, mix, mastering), John Poulsen (bas), Kim Poulsen (trommer), Michael Mortensen
(bas), Bjørn Modahl Larsen (trommer), Henning Neerskov (trommer), Thomas Kjær (trommer).
Kurt Wiinholt Poulsen har komponeret, sunget, produceret, mixet og spillet meget af musikken selv.
Tydeligst fremstår han med vokal og karakteristisk guitarspil.
Teksterne er skrevet af Marlene Tygesen Dalsgård Hansen.
Det er sange fra dette album blandet med en lille håndfuld af Wiinholts egne favoritter af amerikanske sange, der bliver spillet denne aften.
Liveband 2024 er
Kurt Wiinholt Poulsen (Vokal, guitar)
Peter Wegener (Keyboard, kor)
Michael Mortensen (Bas)
Thomas Kjær (Trommer)